Den 09-10-2011
Så fik jeg endelig lidt tid til at skrive en update. Jeg må indrømme at tiden er knap hernede og der er så meget man kan gå i gang med. Egentlig kunne det være rigtig dejligt at tage på weekendtur rundt omkring i landet for at se hvad dette smukke fredelig og ikke turistede land har at byde på, men jeg har så lange arbejdsdage på de forskellige outreach til landsbyerne og vejene er så elendige at jeg ikke orker at bevæge mig andre steder hen.
De sidste 2 uger har primært gået med at arbejde med øjenklinikken. Udover opgradering af de lokale sygeplejersker i landsbyerne, så har jeg også til opgave at være den overordnede koordinator for øjenklinikken. Ikke at jeg ved meget om de forskellige tropiske eller andre øjensygdomme, men organisationen har besluttet at vi også skal have ansvar for dette.
Der findes en øjenklinik på hospitalet som sponsoreres hjemmefra, her er der ansat en lokal mand, Alfred, til at varetage øjensygdommene. En af opgaverne er bl.a. at tage ud i landsbyerne og screene øjenpatienter for gråstær så de kan blive indlagt på Masanga Hospitalet og blive opereret af en Skotsk læge som komme hver 3. måned. Derfor har Alfred og jeg været ude at finde kandidater til operation i tre dage. Vi (eller Alfred) har fundet 45 patienter som alle skal hentes på mandag til operation. Lægen opererer patienterne i to dage og herefter skal de alle køres hjem igen.
Det føles godt at kunne hjælpe med til at en handicappet person, som er blevet en byrde for familien, nu igen kan blive til arbejdskraft. Lige bortset fra de som er over 70 år og også har andre problemer.
Et meget stort problem som hele befolkningen kæmper med er de høje transport udgifter. Hospitalet ligger inde midt i junglen og der er langt fra de små landsbyer vi kommer ud til og hele vejen til Masanga. Det koster ca. 20-25 kr. at køre med det offentlige, men når en dags løn er på ca. 10 kr., så bliver det svært at få deres barn indlagt eller hvis man er gravid. Dette er til trods for at det er gratis for gravide og børn under 5 år at få behandling.
Dette er blot et dilemma af alle dem vi møder i landsbyerne. I løbet af de sidste to uger har vi besøgt en ny landsby og deres sundhedsklinik, hvor vi gerne ville opgradere den lokaleansatte derude. Det har været en kæmpe oplevelse og udfordring at starte kontakten op med en ny landsby. Den første dag vi kom, mødte vi de ældste og høvdingen i landsbyen. Vi blev budt hjertelig velkommen og pludselig stod vi over 70 af byens borgere som forventede en tale om hvorfor vi var kommet og hvad Masanga Hospitalet kan tilbyde. Improvisering kom på prøve og heldigvis skal alt hvad man siger jo oversættes og på den måde kan man nå at tænke over hvad man skal sige næste gang. Vi udnyttede også chancen til at fortælle mændene om vigtigheden af at deres koner skulle føde på hospitalet og deres børn skal ses af sundhedspersonale hvis de bliver syge.
Vi har sidenhen været tilbage i landsbyen og haft ”health talk” til over 40 gravide kvinder den ene dag og 50 børn med deres mødre den anden dag. Det var en mega spændende oplevelse og rigtig spændende at høre om deres mening om f.eks. at føde på klinikken i stedet for ude hos ”heksedoktoren”. I bund og grund handler det hele om uvidenhed og pengeproblemer.
Vi havde nogle lange dage derude og alle 40 gravide kvinder og 50 børn blev undersøgt for problemer. Vi endte med at tage 4 børn med tilbage til Masanga Hospital, fordi de var underernærede. Jeg havde en mistanke om at vægten derude vejede forkert og da vi kom tilbage til Masanga blev jeg bekræftet i at den vejede 2kg for meget. Hvilket bl.a. betød at et af de børn vi tog med tilbage som var 1 år og vejede 6kg i landsbyen og dermed underernæret, faktisk kun vejede 4kg. Det er dybt frustrerende, fordi det jo betyder at der var mange flere børn derude som også var underernæret, men som vi vurderede ikke havde brug for behandling pga. deres (ukorrekte) vægt! Der er 2½ times kørsel derned, så vi kommer ikke bare lige sådan forbi igen!
En anden oplevelse vi havde i landsbyen var, at lige efter vi havde haft ”health talk”, kom der et akut dårligt barn ind som var meget dehydreret. Sundhedspersonen derude kunne ikke behandle hende med et drop, så vi skulle have hende med til Masanga. Men der ventede også 50 børn på at blive screenet, så det blev en kæmpe kunst at skabe et hurtigt og effektivt overblik over de 50 børn og tage de med som vi synes var værst, samtidig med at vores supervision derude kom i sidste prioritet, så vi kunne tage tilbage til Masanga hurtigst muligt. Heldigvis overlevede barnet den lange vej til Masanga og har det okay igen!
Der er generelt ikke meget fritid hernede, men i dag har vi valgt at tage ind til en lidt større by, hvor der er et hotel med svømmepool og wireless internettet. Det tager over en time at rejse hertil og i dag er stedet fuld med engelske minearbejdere og alle deres lokale prostituerede. Det er desværre ikke en speciel afslappende og hyggelig atmosfære!
Men om 12 dage skal jeg for alvor slappe af igen, for jeg har planer om at rejse ”overland” til Mali igennem Guinea for at mødes med Peter i hovedstaden. Jeg har en plan om at det tager to dage at rejse de 1000km, så håber jeg kan nå det til tiden uden at rejse om natten. Vi skal rejse rundt i Mali, Burkina Faso og Ghana i 14 dage og jeg glæder mig helt vildt!!
Det var alt for nu! Det er rigtig dejligt at modtage jeres mail og i må gerne sende dem på facebook, fordi min hotmail er rigtig svær at åbne hernede. Beklager jeg ikke får svaret, men nettet er virkelig elendigt ude i junglen J
Kærlig hilsen
Sara