5. Update den 17. november 2011
Efter lang tid med pausen har jeg igen fundet tid til at skrive om livet i Vestafrika og junglen i Sierra Leone.
Den 20. oktober begav jeg mig af sted på min indtil nu sværeste rejse. Flere har hørt historien, men jeg vælger alligevel at skrive om rejsen, da det har fyldt rigtig meget hos mig.
Jeg skulle mødes med Peter i Bamako, som er hovedstaden i Mali. En flybillet derind kostede 3700 kr. en vej med tre skift, så derfor valgte jeg at rejse over land. Peter ankom med flyet kl. 1 om natten den 22. oktober og derfor tænkte jeg at det ikke var noget problem at nå de ca. 1000km på knap to døgn. Det eneste problem var blot landet imellem Sierra Leone og Mali, Guinea. En time fra Masanga køre der en ”taxibus” direkte til hovedstaden i Guinea, Conakry, når taxien er fyldt. Det foregår på den måde, at det er en ganske almindelig bil, hvor de har sat ekstra sæder ind på bagsædet til tre personer, på det almindelig bagsæde kunne sidde 4 personer og på passagersædet kunne der sidde to. Derudover tæller børn ikke et sæde. Dvs. at der i alt var 10 personer i bilen. Jeg valgte derfor at købe to sæder og endte med at have passagersædet for mig selv.
Turen til Conakry forløb nogenlunde, jeg havde fået at vide at de ville have penge ved tolden over grænsen, men at det hjalp hvis man var sundhedspersonale. Så da jeg kom til tolden og spurgte om jeg tog mineraler med ud af landet, svarede jeg nej og at jeg arbejdede på Masanga Hospital og jeg fik lov at passere.
Da vi kommer ind i Guinea taler alle fransk og kun meget få kunne tale engelsk. Der var adskillige militære tjekpoints, som ville se pas, visum og vaccinationskort. Da jeg kommer til Conakry 8 timer senere, er chaufføren så venlig at køre mig direkte derhen hvor den næste ”taxibus” køre til Bamako. Her venter jeg i 2 timer på at bilen bliver fyldt op, igen betaler jeg dobbelt for forsædet og kan derfor også have sele på. Denne tur havde ”kun” 11 personer med, da der var et barn og en som lå i det minibagagerum der var tilbage. Jeg fik at vide at turen ville tage 24 timer og at det var den samme chauffør på hele turen. Jeg havde selvfølgelige mine betænkeligheder ved dette, men valgte at tage chancen.
Men hold da op en tur. Vi punkteret 4-5 gange og hver gang vi kom til en større by skulle vi selvfølgelig have ordnet vores dæk til den næste strækning Jeg tror vi holdte lige så meget stille som vi kørte. Vi kørte i store regnmængder midt om natten (og selvfølgelig punkteret vi) med lyn og torden. Midt på aften blev jeg bedt om at komme ud af bilen og følge efter den tiende militærpost vi havde været igennem indtil videre, han ville have 35 kr. for at jeg kunne passere, de andre afrikanere skulle intet betale. Jeg ville se en kvittering på betalingen og endte ud med en meget sur militærherre, som tog mig med hen til sin overordnede. Mit hjerte bankede på livet løs og jeg overvejede da også at betale de 35 kr. men omvendt så nægtede jeg at betale til korruptionen i landet. En af de andre i bilen fik øje på mig og jeg gjorde tegn til ham om at vente på mig imens jeg diskuterede med tre herre om ikke at betale. Til sidste endte jeg med at tage mit pas og gå derfra og det lykkes at køre videre. Pyha det var en overvældende oplevelse og resten af natten vågnede jeg med militærmænd som lyste med lommelygte i ansigtet på mig for at se pas osv. Men jeg blev ikke spurgt om flere penge, til gengæld havde chaufføren en stak penge til at lægge fremme, så han kunne bestikke dem i håb om at vi kunne køre videre med det samme.
Da vi er i byen Kankan, 8 timer fra Bamako, køre chaufføren bilen direkte hen til en mekaniker og 3 timer senere finder vi ud af, at vi må køre videre i en anden bil. Vi kører fra Kankan kl. 16 om eftermiddagen og der er en mand i bilen, som gør mig opmærksom på at grænsen til Mali lukker kl.18 hvilket jeg godt kan regne ud at vi ikke når. Jeg skal mødes med Peter samme nat kl.1. i Bamako, så det var alt afgørende at komme over grænsen!!
Da vi komme til grænsen, får jeg stemplet mit pas ud af Guinea og ender i en grænseby som er meget mørk og vammel. Da vi kommer til tolden ud af Guinea skal hele bilen kigges igennem og vi får at vide at vi kan fortsætter i morgen kl.6, da grænsen er lukket. Lige der, midt i ”det mørke” Vestafrika, braser min verden sammen, jeg har nærmest ikke sovet i 35 timer og jeg skal overhovedet ikke sove i denne grænseby, så jeg begynder at græde. Folk omkring mig vælger at reagere ved at grine og i frustration går jeg hen i mod grænseovergangen for at se for mine egne øjne at den er lukket.
Til min store overraskelse er immigrationen åben og jeg kan gå lige igennem, tilsvarende er immigrationen til Mali åben og jeg får det obligatoriske stempel ind i landet. Klokken er nu 21 og på den anden side, kommer der en mand op for at spørge om jeg vil med bussen som køre til Bamako, det koster 20kr og tager 2 timer!! Jeg siger ja tak og jeg ender med at være i lufthavnen 5 minutter før Peter kommer ud af lufthavnen! Jeg var så beskidt, træt, sulten og lykkelig for endelig at have nået målet. Men jeg kan umiddelbart ikke anbefale turen L
At komme til Bamako, var en fantastisk oplevelse. Vi logeret os ind på et værelse med aircon, rindende varmt vand og et toilet der kunne skylle ud!
Vi var i Mali i 8 dage og der var en rigtig god oplevelse. Mali er en gammel fransk koloni, men de har bevaret rigtig meget af deres egen kultur og landet har tidligere haft en del turister, så mulighederne for at rejse rundt i landet var gode. Vi så mudderhytter og muddermoske på stribe og var ude at vandre i et par dage i ”Dogon” området, hvilket er en smal bjergkæde hvor folket har bygget mudderhytter inde under klipperne eller ovenpå klipperne. Det var rigtig spændende at rejse rundt derinde. Fra Mali rejste vi videre til Burkina Faso, det eneste jeg vidste om Burkina Faso, var at Mgala fra filmen ”Den eneste ene” var herfra. Vi var nødt til at passere Burkina, da det er landet imellem Mali og Ghana og strandene dernede var endestationen. Men da vi ankom til Ghanas ambassade i hovedstaden i Burkina, fik vi besked på at det tog tre dage før vi kunne får visum til landet. Det var meget imod vores planer, men vi endte med at se smukke omgivelser i Burkina og oplevede en befolkning der var rigtige venlige. Vi kæmpede dog en del med at forstå det franske sprog, men vi kom igennem det.
Da vi endelig fik visum til Ghana, valgte vi at lave samme tur til strandene i Ghana på ca. 800 km , som jeg havde gjort til Bamako. Forskellen denne gang var blot velfungerende busser eller minibusser og at jeg havde Peter med mig, så jeg ikke var alene. En gang til fik vi at vide at grænsen var lukket efter kl.19 til Ghana, men min erfaring sagde mig, at jeg ville have syn for sagen og grænsen var ikke lukket. Vi nåede stranden 24 timer senere og nød den hvide sandstrand og det 30 grader varme vand J.
Den 6. november skiltes vi igen i hovedstaden i Ghana, Accra, hvor Peter fløj tilbage til København og jeg tilbage til Masanga.
Min ankomst tilbage var rigtig god. Jeg havde glædet mig til at komme tilbage og fortsætte mit arbejde. Jeg havde inden min afgang fra Masanga brugte mere og mere tid på at forstå hospitalet struktur og hvorfor noget fungere og hvorfor noget ikke fungere. Tilsvarende ønskede jeg at forstå strukturen i hele distriktet, så det gav mening, hvorfor der kun engang imellem er medicin ude på de forskellige klinikker, selvom det er en del af den gratis sundhed der er til de gravide og børn under 5 år. Desuden fandt vi ud af, inden min rejse, at der er rigtig mange forskellige NGO’er som arbejder hernede og at det er svært at skabe et overblik over, hvad de hver især har fokus på og i hvilke områder. Men på en af de klinikker vi var på, fandt vi ud af at dagen for inden havde der været en anden nødhjælpsorganisation og lave nærmest tilsvarende arbejde som os. Alle kan selvfølgelig bruge vores hjælp, men vi synes at det giver mest mulig mening at komme de steder, hvor der er færrest andre NGO’er som hjælper til og derfor de klinikkerne der står mest alene med deres arbejde.
Da jeg kom retur til Masanga, blev jeg mødt af den overordnede læge, som fortalte at vi om to timer havde møde med den overordnede distriktslæge, dvs. ham der har det største ansvar næstefter sundhedsministeren i dette distrikt. Jeg skulle med til dette møde, for at overbevise ham om at vi på Masanga Hospital skal have ansat en øjensygeplejerske til at have ansvaret for øjenklinikken i stedet for en frivillig (som mig). Der er ca. 8 øjensygeplejersker i landet, men i december vil 20 nye blive uddannet. De bliver derefter placeret af sundhedsministeren og derfor var det relevant at præsentere vores ønske til ledelsen af distriktet. Mødet gik rigtig fint, selvom jeg nærmest havde glemt mine argumenter for hvorfor vi skulle have øjensygeplejersken, pga. ferie. Jeg var af sted med de to overordnede læger og hospitalsmanageren og da de var færdige med at tale om andre ting omkring hospitalet, tog jeg chancen og fortalte om vores projekt, de problemer vi oplever og ikke mindst hvilke områder der ikke er andre NGO’er, så vi gavner mest muligt.
Distriktslægen havde ikke helt overblikket over dette, men kunne dog fortælle os områder, hvor han mente at der var få andre NGO. Vi er derfor begyndt vores arbejde i dette område.
På den måde blev jeg smidt tilbage ind i alt det arbejde der er hernede og jeg har efter jeg er kommet tilbage arbejdet mest på hospitalet. Jeg ville så gerne opgradere de ”sygeplejersker” der arbejder på hospitalet. De har en 9 måneder uddannelse og ikke meget erfaring, men står med ansvar der er større end vi ville stå med derhjemme. F.eks. er der plads til ca. 20 børn på børneafdelingen, men kun en til to sygeplejersker i hver vagt til at passe dem. Ca. halvdelen er så dårlige at de ville ligge på intensiv i Danmark. Mange kommer ind med kramper fra malaria og er indlagt bagefter til behandling og for at komme sig ovenpå kramperne.
Imens jeg var på ferie, er der blevet ansat en læge mere fra Holland, som har 5 års erfaring med at være læge i troperne. Hun er virkelig dygtig, især til de nyfødte. Derfor har vi i samarbejde besluttet at der skal være øget fokus på de nyfødte idet mange af dem ikke klare sig efter fødslen. Det resulterede i at jeg i mandags underviste 8 ”sygeplejersker” i plejen af nyfødte. Jeg var meget betænkeligt ved dette, idet jeg oplever at nogle af dem er meget uengageret og har svært ved at forstå vigtigheden af korrekt sygepleje. Men min undervisning gik ud over alle forventninger, de var virkelig engageret og spurgte ind til mange ting ved de nyfødte, jeg blev helt høj af undervisningen og har fået mod på at gøre det snart igen!
Den sidste uges tid har jeg bl.a. haft ansvar for en nyfødt pige, som er født med et navlebrok. Hun kom til Masanga en uge gammel og brokken var fyldt med betændelse. Den stak ca. 4 cm ud af navlen og 3 af cm var infektiøs. Formegentlig er navlesnoren klippet over med en uren saks og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der er kommet i navlesnoren for at få det til at hele op eller få brokken til at forsvinde. Men jeg fik som opgave at varetage babyen og langsomt heler huden på brokken op og senere kan brokken opereres.
Den lille fine sorte baby vejer 3 kg og er rigtig køn, så køn at jeg tror moren fik lidt den forkerte opfattelse af mit arrangement, for hun spurgte mig i går om jeg ville have babyen!! Jeg blev helt målløs og fortalt hvor vigtigt det var at pigen var sammen med sin mor. Men jeg tror at de tænker at babyen kan få et meget bedre liv i Danmark end hernede.
Mange tak for alle fødselsdags hilsnerne på facebook og sms. Jeg havde en rigtig dejlig dag, aldrig har jeg svedt så meget på min fødselsdag. Regntiden er ved at være over, hvilket gør at luften er rigtig trykkende og fugtig uden at regnen kommer og køler dagen ned. Derfor sveder man hele tiden i de over 30 grader her er og på min fødselsdag plejer det jo at være koldt, mørkt og blæsende.
Tirsdag aften ankom den overordnede ansvarlige for hospitalet, Peter Bo. Manden som i 2006 besluttede sig for at genopbygge hospitalet efter krigen. Han er selv læge og har egen praksis i København og samtidig er han nu direktør og ansvarlig for et hospital i Sierra Leone.
Han er hernede et par gange om året for at undersøge nye muligheder for hospitalet og for at følge op på de mange tiltag her er. Rigtig mange vil gerne have møder med ham, hvilket i aften f.eks. resulterede i at den sierraleonske ansvarlige for børneafdelingerne, Emma, havde nye forslag til hvordan økonomien på hospitalet bedre kunne hænge sammen, hvis patienter betalte et symbolsk beløb for deres behandling. Men Peter Bo er af den holdning at al behandling skal være gratis, så alle de fattige mennesker ikke stiller spørgsmålstegn ved om de skal blive behandlet for deres livstruende sygdomme, få deres børn indlagt eller at de gravide skal føde på hospitalet, fordi de ikke har råd. Hvilket jo er en rigtig sund holdning.
Men det betyder også at der aldrig er penge til at købe de ting som er nødvendigt, at alle de ansatte får landets laveste løn i forhold til deres stilling og at det er svært at finde kvalificeret arbejdskraft. Hvilket var det Emma ønskede at pointere overfor Peter Bo og for ikke at stå alene til mødet ønskede hun min støtte. Jeg har rigtig svært ved at tage stilling til om det skal være gratis eller ej. Hvis vi havde pengene ville det jo ikke være noget problem, men omvendt hvis det er meningen at hospitalet skal blive et statsligt hospital om fem år, så vil man jo alligevel begynde at betale for behandling på et tidspunkt.
Det er blot et dilemma ud af rigtig mange, som jeg dagligt oplever i Masanga.
Håber i alle kan holde varmen derhjemme.
Kærlig hilsen
Sara
