6 update fra Masanga

6 blog fra Masanga den 11.12.11

På en stille og rolig søndag, imens aberne hopper på taget, finder jeg igen lidt tid til at skrive endnu en update fra Masanga. Tiden flyver af sted og om mindre end en måned er jeg tilbage i Danmark igen. De sidste tre uger er som sædvanlig gået hurtigt.

For at afslutte forløbet med den lille nyfødte pige med en betændelsesfyldt brok, så assisterede jeg til operation imens den nye læge opererede brokken. De bruger en lidt anden bedøvelsesmedicin hernede end derhjemme, så kunsten for anæstesien var at være sikker på at pigen blev ved med at trække vejret. Men alt forløb fint og alle var dybt taknemlige omkring vores pleje af babyen. Familien var så glade for min omsorg at de valgte at kalde pigen for Sara, hvilket fik mig til at føle at jeg virkelig gjorde en forskel for denne baby.

Efter jeg er kommet tilbage fra ferien har jeg sørgede for at sætte mere fokus på behandling af nyfødte, hvilket har resulterede i langt flere nyfødte overlever. Desværre havde vi et tilfælde i fredags som resulterede i det modsatte. Det var en baby der var født på hospitalet 5 dage forinden, ret hurtigt efter operation gik der infektion i navlesnoren og vi begyndte antibiotisk behandling af babyen. I fredags ønskede familien at rejse hjem fordi de nu mente at barnet var rask (og måske også andre grunde som de ikke ønskede at fortælle om, men det kunne f.eks. være problemer hjemme i familien). Den lokale læge og jeg gjorde hvad vi kunne for at overbevise dem om at blive og de besluttede sig for at blive til om mandagen, babyen var ikke færdig med sin behandling og i virkeligheden havde den ikke fået sin medicin de sidste 24 timer fordi ”sygeplejerskerne” havde glemt at give det. Desværre sker der det at tre timer efter stuegang stopper barnet med at trække vejret og de som var tilstede brugte en time på at genoplive barnet, hvilket lykkes. Jeg kommer forbi en time senere og barnet er virkelig dårligt, men idet vi ikke har noget elektricitet så har vi heller ikke noget oxygen til barnet, så der er ikke andet at gøre end at håbe på det bedste. Imens jeg står ved babyen, får han hjertestop igen og i 3 timer genopliver vi barnet ca. 10 gange, til sidst er han så stabil at vi kan tage fra babyen i nogle timer. Personalet inkl. lægerne kigger til babyen hen over aften og natten og den er stabil, men alligevel dør den kl.7 om morgen! Det var aldrig sket derhjemme og det er så uretfærdigt at en baby dør pga. en infektion som ikke bliver behandlet fordi ”sygeplejerskerne” ikke får givet medicinen – man kan selvfølgelig ikke sige at det helt sikkert er årsagen, men sandsynligheden for at det er årsagen er ret stor.

Vores outreach projekt er kørt lidt ned af bakke siden vi er kommet tilbage fra ferie. Vi oplever rigtig mange aflysninger fra aftaler som vi har lavet med de forskellige landsbyer, de har rigtig travlt med forskellige tiltag der bliver gjort fra andre NGO eller distriktet. I virkeligheden er det jo helt perfekt at distriktet arrangere en masse for de forskellige klinikker i landsbyerne, så håber man bare at det hjælper på deres viden og kompetencer.

Vi har dog været lidt af sted på de forskellige klinikker og i denne uge var vi på en klinik som i den grad trængte til oprydning. ”Sygeplejersken” derude styrede klinikken helt selv og hun havde ingen andre at spare med, så hun havde svært ved at skabe et overblik over alle sine ting. Der lå brugte sprøjter, nåle, medicin og piller overalt. Så vi brugte to dage på at hjælpe hende med at rydde det hele op og sætte det i orden, samtidig med at vi gennemgik alt det medicin hun havde og der var en del medicin som hun ikke vidste hvad hun skulle bruge til. Hun var rigtig glad for vores hjælp og vi fik en kæmpe stor ”rod” med hjem som tak. En form for kartoffel, vi vidste ikke hvad vi skulle bruge den til men chaufføren var meget begejstret og mente den skulle bruges til morgenmad! Hm, i stedet har vi stedet spist noget af den til frokost og nej det er ikke nogen specielt god kartoffel, men det er vel tanken der tæller J.

De sidste par weekender har vi været på weekendtur til Tiwai ø og til hovedstaden Freetown inkl. de fantastiske strande der er langs kysten. Der er mange øde hvide sandstrande som før krigen var et stort turistmål, men som i dag ligger øde hen. Der er nogle få steder, hvor man stadig kan bo og Peter og jeg har planer om at tilbringe julen her – hummer til aftensmad må være den perfekte julemiddag!

Fra to uger siden var vi på outreach i det nordlige område af distriktet. Selve besøget til klinikken var ikke noget specielt, men på vej hjem besluttede vi os for at køre forbi en gravid kvinde, som vi tidligere havde taget med til Masanga hospital for at blive behandlet. Hendes skæbne var så hård at jeg ønskede at se hvordan hun havde det.

Da hun tidligere var indlagt, var hun højgravid med vand i benene, forkølet, feber og meget utilpas. Vi undersøgte hende og hun havde malaria, syfilis og lungebetændelse. Hun var nummer to hustru og gift med en gammel mand der er blevet en krøbling efter et poliotilfælde. Hun havde en datter på 4 år og en dreng der var død af malaria en uge før indlæggelsen. Hun var under indlæggelsen så taknemmelig for behandlingen og blomstrede op ved at ”komme lidt ud”.

Derfor tog vi, på denne outreach, forbi hende for at se om hun havde født. Det var en kæmpe oplevelse, da hun hørte om vores tilstedeværelse kom hun springene i armene på mig og viste os stolt hendes familie frem inkl. hendes pige på 4 år Fatmata og den nyfødte datter Fanta. Vi mødte hele familien og alle takkede os for behandlingen af moren. Som tak fik vi en levende hane stukket i hånden, jeg havde ikke lige umiddelbart nogen ide til hvordan man skulle holde en hane og Vanaja ligeså, så vi bad hende om at give den til vores chauffør. Så på vej hjem havde vi hane med i bilen og til aftensmad fik vi en meget tør kylling inkl. indvolde mm… mums! – men igen det er tanken der tæller.

Jeg kan ikke forklare hvorfor denne familie er gået mere ind i mine tanker end andre familier hernede, men det er nok til at jeg har besluttet at vil støtte familien økonomisk. Den måde hvorpå dette kan gøres nemmest, er ved at være med i Masanga Education sponsorprogram. Min plan er derfor at sponsorere den store pige på 4 års skolegang, så hun kan få en uddannelse der kan ende med at forsøge hele familien.

Jeg har lyst til at opfordre andre til at være sponsor for et barn i Masanga Education sponsorprogram. Jeg var i fredags til et møde med Brima, den lokale ansatte der sørger for sponsorbørnene. Programmet er etableret af en tidligere frivillige, Rikke, som i dag har 50 børn i sponsorprogrammet. Der er tre forskellige kategorier af børn, de forældreløse børn som bor ved andre familiemedlemmer, de sårbare børn som har været syge eller hvor forældrene er syge, hvilket betyder at barnet ikke kan komme i skole pga. økonomiske begrænsninger og til sidst børn af de ansatte som andre frivillige er faldet for og derfor ønsker at sponsorere.

Det koster 150 kr. pr. måned at sponsorere et barn i primary - skole som er de første 6 år af skolegangen og 200 kr. pr. måned at sponsorere et barn i secondary - skolen som tager yderlig 6 år. Årsagen til at prisen stiger, er fordi at børnene ofte er nødt til at bo et andet sted end der hvor forældrene bor, idet der f.eks. ikke er nogen secondary - skole i Masanga.

Pengene går primært til at børnene kan få uniformer, frokost i skolen, bøger og skoleafgift, ydermere går en lille sum til Masanga Hospital og til en sundhedsforsikring for barnet, så han/hun altid kan få gratis behandling. Rikke i Danmark arbejder frivillig på sit projekt og Brima, som er den lokaleansat, får selvfølgelig løn for arbejdet.

Der er i øjeblikket 700 børn på venteliste til at blive en del af programmet, dvs. at Brima og Rikke har 700 børn som går ind under de to kategorier forældreløse eller sårbare børn og de venter alle på et sponsorbarn. Hvis nogen overvejer at være sponsor for et barn, så mener jeg at dette projekt er rigtig godt sammenligneligt med andre projektet i Danmark og jeg vil meget gerne tage billeder og videoer af barnet inden jeg kommer hjem, så i har noget information omkring det barn i sponsorere. Udvælgelsesprocessen plejer at være lodtrækning, men jeg tror at det ville være nemmeste at trække lod i blandt de børn der er tætteste på det barn jeg har planer om at sponsorere i det nordlige område af distriktet.

Jeg har desuden planer om at rejse herned igen og kan jo lave opfølgning på det barn som I får! Et eksempel på et barn er en 12årig pige som går i femte klasse, hendes far døde under krigen og hendes mor døde af kræft for 5 år siden. Hun har selv haft spedalskhed og bor i øjeblikket hos Brima, fordi hun ikke har andre steder at bo. Hun står på venteliste til at blive sponsoreret.   

Hvis nogen skulle være interesseret ville det være nemmeste at skrive en sms eller ringe (via skype) til mig på mit lokale nr. +232 76260965, så skal jeg meget gerne formidle kontakten videre. Men jeg rejser hjem den 9. januar så I skal ikke vente for længe.

Jeg havde egentlig bestemt mig for ikke at presse på med at reklamere for at støtte Masanga økonomisk, men jeg synes dette projekt giver så god mening, fordi alle pengene kommer herned og ikke ender i Danmark hos en organisation. Desuden støtter man også hospitalet. Jeg føler jeg er nødt til at lave denne reklame til gavn for befolkningen i Sierra Leone.

Jeg nyder stadig dagene hernede i fulde drag, alle de lokale er så søde og hjælpsomme og jeg oplever en helt anden respekt omkring mig end da jeg kom, formegentlig fordi jeg har været her i så lang tid nu. Vejret er blevet en anelse køligere mellem 20-30 grader og regntiden er stoppet. Det er fantastisk at være her imens i alle er i mørke, kolde og blæsende Danmark.

Rigtig glædelig jul.

Kærlig hilsen

Sara

Vestafrika tur og hjemkomst til Masanga

5. Update den 17. november 2011

Efter lang tid med pausen har jeg igen fundet tid til at skrive om livet i Vestafrika og junglen i Sierra Leone.

Den 20. oktober begav jeg mig af sted på min indtil nu sværeste rejse. Flere har hørt historien, men jeg vælger alligevel at skrive om rejsen, da det har fyldt rigtig meget hos mig.

Jeg skulle mødes med Peter i Bamako, som er hovedstaden i Mali. En flybillet derind kostede 3700 kr. en vej med tre skift, så derfor valgte jeg at rejse over land. Peter ankom med flyet kl. 1 om natten den 22. oktober og derfor tænkte jeg at det ikke var noget problem at nå de ca. 1000km på knap to døgn. Det eneste problem var blot landet imellem Sierra Leone og Mali, Guinea. En time fra Masanga køre der en ”taxibus” direkte til hovedstaden i Guinea, Conakry, når taxien er fyldt. Det foregår på den måde, at det er en ganske almindelig bil, hvor de har sat ekstra sæder ind på bagsædet til tre personer, på det almindelig bagsæde kunne sidde 4 personer og på passagersædet kunne der sidde to. Derudover tæller børn ikke et sæde. Dvs. at der i alt var 10 personer i bilen. Jeg valgte derfor at købe to sæder og endte med at have passagersædet for mig selv.

Turen til Conakry forløb nogenlunde, jeg havde fået at vide at de ville have penge ved tolden over grænsen, men at det hjalp hvis man var sundhedspersonale. Så da jeg kom til tolden og spurgte om jeg tog mineraler med ud af landet, svarede jeg nej og at jeg arbejdede på Masanga Hospital og jeg fik lov at passere.

Da vi kommer ind i Guinea taler alle fransk og kun meget få kunne tale engelsk. Der var adskillige militære tjekpoints, som ville se pas, visum og vaccinationskort. Da jeg kommer til Conakry 8 timer senere, er chaufføren så venlig at køre mig direkte derhen hvor den næste ”taxibus” køre til Bamako. Her venter jeg i 2 timer på at bilen bliver fyldt op, igen betaler jeg dobbelt for forsædet og kan derfor også have sele på. Denne tur havde ”kun” 11 personer med, da der var et barn og en som lå i det minibagagerum der var tilbage. Jeg fik at vide at turen ville tage 24 timer og at det var den samme chauffør på hele turen. Jeg havde selvfølgelige mine betænkeligheder ved dette, men valgte at tage chancen.

Men hold da op en tur. Vi punkteret 4-5 gange og hver gang vi kom til en større by skulle vi selvfølgelig have ordnet vores dæk til den næste strækning Jeg tror vi holdte lige så meget stille som vi kørte. Vi kørte i store regnmængder midt om natten (og selvfølgelig punkteret vi) med lyn og torden. Midt på aften blev jeg bedt om at komme ud af bilen og følge efter den tiende militærpost vi havde været igennem indtil videre, han ville have 35 kr. for at jeg kunne passere, de andre afrikanere skulle intet betale. Jeg ville se en kvittering på betalingen og endte ud med en meget sur militærherre, som tog mig med hen til sin overordnede. Mit hjerte bankede på livet løs og jeg overvejede da også at betale de 35 kr. men omvendt så nægtede jeg at betale til korruptionen i landet. En af de andre i bilen fik øje på mig og jeg gjorde tegn til ham om at vente på mig imens jeg diskuterede med tre herre om ikke at betale. Til sidste endte jeg med at tage mit pas og gå derfra og det lykkes at køre videre. Pyha det var en overvældende oplevelse og resten af natten vågnede jeg med militærmænd som lyste med lommelygte i ansigtet på mig for at se pas osv. Men jeg blev ikke spurgt om flere penge, til gengæld havde chaufføren en stak penge til at lægge fremme, så han kunne bestikke dem i håb om at vi kunne køre videre med det samme.

Da vi er i byen Kankan, 8 timer fra Bamako, køre chaufføren bilen direkte hen til en mekaniker og 3 timer senere finder vi ud af, at vi må køre videre i en anden bil. Vi kører fra Kankan kl. 16 om eftermiddagen og der er en mand i bilen, som gør mig opmærksom på at grænsen til Mali lukker kl.18 hvilket jeg godt kan regne ud at vi ikke når. Jeg skal mødes med Peter samme nat kl.1. i Bamako, så det var alt afgørende at komme over grænsen!!

Da vi komme til grænsen, får jeg stemplet mit pas ud af Guinea og ender i en grænseby som er meget mørk og vammel. Da vi kommer til tolden ud af Guinea skal hele bilen kigges igennem og vi får at vide at vi kan fortsætter i morgen kl.6, da grænsen er lukket. Lige der, midt i ”det mørke” Vestafrika, braser min verden sammen, jeg har nærmest ikke sovet i 35 timer og jeg skal overhovedet ikke sove i denne grænseby, så jeg begynder at græde. Folk omkring mig vælger at reagere ved at grine og i frustration går jeg hen i mod grænseovergangen for at se for mine egne øjne at den er lukket.

Til min store overraskelse er immigrationen åben og jeg kan gå lige igennem, tilsvarende er immigrationen til Mali åben og jeg får det obligatoriske stempel ind i landet. Klokken er nu 21 og på den anden side, kommer der en mand op for at spørge om jeg vil med bussen som køre til Bamako, det koster 20kr og tager 2 timer!! Jeg siger ja tak og jeg ender med at være i lufthavnen 5 minutter før Peter kommer ud af lufthavnen! Jeg var så beskidt, træt, sulten og lykkelig for endelig at have nået målet. Men jeg kan umiddelbart ikke anbefale turen L

At komme til Bamako, var en fantastisk oplevelse. Vi logeret os ind på et værelse med aircon, rindende varmt vand og et toilet der kunne skylle ud!

Vi var i Mali i 8 dage og der var en rigtig god oplevelse. Mali er en gammel fransk koloni, men de har bevaret rigtig meget af deres egen kultur og landet har tidligere haft en del turister, så mulighederne for at rejse rundt i landet var gode. Vi så mudderhytter og muddermoske på stribe og var ude at vandre i et par dage i ”Dogon” området, hvilket er en smal bjergkæde hvor folket har bygget mudderhytter inde under klipperne eller ovenpå klipperne. Det var rigtig spændende at rejse rundt derinde. Fra Mali rejste vi videre til Burkina Faso, det eneste jeg vidste om Burkina Faso, var at Mgala fra filmen ”Den eneste ene” var herfra. Vi var nødt til at passere Burkina, da det er landet imellem Mali og Ghana og strandene dernede var endestationen. Men da vi ankom til Ghanas ambassade i hovedstaden i Burkina, fik vi besked på at det tog tre dage før vi kunne får visum til landet. Det var meget imod vores planer, men vi endte med at se smukke omgivelser i Burkina og oplevede en befolkning der var rigtige venlige. Vi kæmpede dog en del med at forstå det franske sprog, men vi kom igennem det.

Da vi endelig fik visum til Ghana, valgte vi at lave samme tur til strandene i Ghana på ca. 800 km, som jeg havde gjort til Bamako. Forskellen denne gang var blot velfungerende busser eller minibusser og at jeg havde Peter med mig, så jeg ikke var alene. En gang til fik vi at vide at grænsen var lukket efter kl.19 til Ghana, men min erfaring sagde mig, at jeg ville have syn for sagen og grænsen var ikke lukket. Vi nåede stranden 24 timer senere og nød den hvide sandstrand og det 30 grader varme vand J.

Den 6. november skiltes vi igen i hovedstaden i Ghana, Accra, hvor Peter fløj tilbage til København og jeg tilbage til Masanga.

Min ankomst tilbage var rigtig god. Jeg havde glædet mig til at komme tilbage og fortsætte mit arbejde. Jeg havde inden min afgang fra Masanga brugte mere og mere tid på at forstå hospitalet struktur og hvorfor noget fungere og hvorfor noget ikke fungere. Tilsvarende ønskede jeg at forstå strukturen i hele distriktet, så det gav mening, hvorfor der kun engang imellem er medicin ude på de forskellige klinikker, selvom det er en del af den gratis sundhed der er til de gravide og børn under 5 år. Desuden fandt vi ud af, inden min rejse, at der er rigtig mange forskellige NGO’er som arbejder hernede og at det er svært at skabe et overblik over, hvad de hver især har fokus på og i hvilke områder. Men på en af de klinikker vi var på, fandt vi ud af at dagen for inden havde der været en anden nødhjælpsorganisation og lave nærmest tilsvarende arbejde som os. Alle kan selvfølgelig bruge vores hjælp, men vi synes at det giver mest mulig mening at komme de steder, hvor der er færrest andre NGO’er som hjælper til og derfor de klinikkerne der står mest alene med deres arbejde.

Da jeg kom retur til Masanga, blev jeg mødt af den overordnede læge, som fortalte at vi om to timer havde møde med den overordnede distriktslæge, dvs. ham der har det største ansvar næstefter sundhedsministeren i dette distrikt. Jeg skulle med til dette møde, for at overbevise ham om at vi på Masanga Hospital skal have ansat en øjensygeplejerske til at have ansvaret for øjenklinikken i stedet for en frivillig (som mig). Der er ca. 8 øjensygeplejersker i landet, men i december vil 20 nye blive uddannet. De bliver derefter placeret af sundhedsministeren og derfor var det relevant at præsentere vores ønske til ledelsen af distriktet. Mødet gik rigtig fint, selvom jeg nærmest havde glemt mine argumenter for hvorfor vi skulle have øjensygeplejersken, pga. ferie. Jeg var af sted med de to overordnede læger og hospitalsmanageren og da de var færdige med at tale om andre ting omkring hospitalet, tog jeg chancen og fortalte om vores projekt, de problemer vi oplever og ikke mindst hvilke områder der ikke er andre NGO’er, så vi gavner mest muligt.

Distriktslægen havde ikke helt overblikket over dette, men kunne dog fortælle os områder, hvor han mente at der var få andre NGO. Vi er derfor begyndt vores arbejde i dette område.

På den måde blev jeg smidt tilbage ind i alt det arbejde der er hernede og jeg har efter jeg er kommet tilbage arbejdet mest på hospitalet. Jeg ville så gerne opgradere de ”sygeplejersker” der arbejder på hospitalet. De har en 9 måneder uddannelse og ikke meget erfaring, men står med ansvar der er større end vi ville stå med derhjemme. F.eks. er der plads til ca. 20 børn på børneafdelingen, men kun en til to sygeplejersker i hver vagt til at passe dem. Ca. halvdelen er så dårlige at de ville ligge på intensiv i Danmark. Mange kommer ind med kramper fra malaria og er indlagt bagefter til behandling og for at komme sig ovenpå kramperne.

Imens jeg var på ferie, er der blevet ansat en læge mere fra Holland, som har 5 års erfaring med at være læge i troperne. Hun er virkelig dygtig, især til de nyfødte. Derfor har vi i samarbejde besluttet at der skal være øget fokus på de nyfødte idet mange af dem ikke klare sig efter fødslen. Det resulterede i at jeg i mandags underviste 8 ”sygeplejersker” i plejen af nyfødte. Jeg var meget betænkeligt ved dette, idet jeg oplever at nogle af dem er meget uengageret og har svært ved at forstå vigtigheden af korrekt sygepleje. Men min undervisning gik ud over alle forventninger, de var virkelig engageret og spurgte ind til mange ting ved de nyfødte, jeg blev helt høj af undervisningen og har fået mod på at gøre det snart igen!

Den sidste uges tid har jeg bl.a. haft ansvar for en nyfødt pige, som er født med et navlebrok. Hun kom til Masanga en uge gammel og brokken var fyldt med betændelse. Den stak ca. 4 cm ud af navlen og 3 af cm var infektiøs. Formegentlig er navlesnoren klippet over med en uren saks og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der er kommet i navlesnoren for at få det til at hele op eller få brokken til at forsvinde. Men jeg fik som opgave at varetage babyen og langsomt heler huden på brokken op og senere kan brokken opereres.

Den lille fine sorte baby vejer 3 kg og er rigtig køn, så køn at jeg tror moren fik lidt den forkerte opfattelse af mit arrangement, for hun spurgte mig i går om jeg ville have babyen!! Jeg blev helt målløs og fortalt hvor vigtigt det var at pigen var sammen med sin mor. Men jeg tror at de tænker at babyen kan få et meget bedre liv i Danmark end hernede.

Mange tak for alle fødselsdags hilsnerne på facebook og sms. Jeg havde en rigtig dejlig dag, aldrig har jeg svedt så meget på min fødselsdag. Regntiden er ved at være over, hvilket gør at luften er rigtig trykkende og fugtig uden at regnen kommer og køler dagen ned. Derfor sveder man hele tiden i de over 30 grader her er og på min fødselsdag plejer det jo at være koldt, mørkt og blæsende.

  

Tirsdag aften ankom den overordnede ansvarlige for hospitalet, Peter Bo. Manden som i 2006 besluttede sig for at genopbygge hospitalet efter krigen. Han er selv læge og har egen praksis i København og samtidig er han nu direktør og ansvarlig for et hospital i Sierra Leone.

Han er hernede et par gange om året for at undersøge nye muligheder for hospitalet og for at følge op på de mange tiltag her er. Rigtig mange vil gerne have møder med ham, hvilket i aften f.eks. resulterede i at den sierraleonske ansvarlige for børneafdelingerne, Emma, havde nye forslag til hvordan økonomien på hospitalet bedre kunne hænge sammen, hvis patienter betalte et symbolsk beløb for deres behandling. Men Peter Bo er af den holdning at al behandling skal være gratis, så alle de fattige mennesker ikke stiller spørgsmålstegn ved om de skal blive behandlet for deres livstruende sygdomme, få deres børn indlagt eller at de gravide skal føde på hospitalet, fordi de ikke har råd. Hvilket jo er en rigtig sund holdning.

Men det betyder også at der aldrig er penge til at købe de ting som er nødvendigt, at alle de ansatte får landets laveste løn i forhold til deres stilling og at det er svært at finde kvalificeret arbejdskraft. Hvilket var det Emma ønskede at pointere overfor Peter Bo og for ikke at stå alene til mødet ønskede hun min støtte. Jeg har rigtig svært ved at tage stilling til om det skal være gratis eller ej. Hvis vi havde pengene ville det jo ikke være noget problem, men omvendt hvis det er meningen at hospitalet skal blive et statsligt hospital om fem år, så vil man jo alligevel begynde at betale for behandling på et tidspunkt.

Det er blot et dilemma ud af rigtig mange, som jeg dagligt oplever i Masanga.

Håber i alle kan holde varmen derhjemme.

Kærlig hilsen

Sara       

4 update fra varme Masanga

Den 09-10-2011

Så fik jeg endelig lidt tid til at skrive en update. Jeg må indrømme at tiden er knap hernede og der er så meget man kan gå i gang med. Egentlig kunne det være rigtig dejligt at tage på weekendtur rundt omkring i landet for at se hvad dette smukke fredelig og ikke turistede land har at byde på, men jeg har så lange arbejdsdage på de forskellige outreach til landsbyerne og vejene er så elendige at jeg ikke orker at bevæge mig andre steder hen.

De sidste 2 uger har primært gået med at arbejde med øjenklinikken. Udover opgradering af de lokale sygeplejersker i landsbyerne, så har jeg også til opgave at være den overordnede koordinator for øjenklinikken. Ikke at jeg ved meget om de forskellige tropiske eller andre øjensygdomme, men organisationen har besluttet at vi også skal have ansvar for dette.

Der findes en øjenklinik på hospitalet som sponsoreres hjemmefra, her er der ansat en lokal mand, Alfred, til at varetage øjensygdommene. En af opgaverne er bl.a. at tage ud i landsbyerne og screene øjenpatienter for gråstær så de kan blive indlagt på Masanga Hospitalet og blive opereret af en Skotsk læge som komme hver 3. måned. Derfor har Alfred og jeg været ude at finde kandidater til operation i tre dage. Vi (eller Alfred) har fundet 45 patienter som alle skal hentes på mandag til operation. Lægen opererer patienterne i to dage og herefter skal de alle køres hjem igen.

Det føles godt at kunne hjælpe med til at en handicappet person, som er blevet en byrde for familien, nu igen kan blive til arbejdskraft. Lige bortset fra de som er over 70 år og også har andre problemer.

Et meget stort problem som hele befolkningen kæmper med er de høje transport udgifter. Hospitalet ligger inde midt i junglen og der er langt fra de små landsbyer vi kommer ud til og hele vejen til Masanga. Det koster ca. 20-25 kr. at køre med det offentlige, men når en dags løn er på ca. 10 kr., så bliver det svært at få deres barn indlagt eller hvis man er gravid. Dette er til trods for at det er gratis for gravide og børn under 5 år at få behandling.

Dette er blot et dilemma af alle dem vi møder i landsbyerne. I løbet af de sidste to uger har vi besøgt en ny landsby og deres sundhedsklinik, hvor vi gerne ville opgradere den lokaleansatte derude. Det har været en kæmpe oplevelse og udfordring at starte kontakten op med en ny landsby. Den første dag vi kom, mødte vi de ældste og høvdingen i landsbyen. Vi blev budt hjertelig velkommen og pludselig stod vi over 70 af byens borgere som forventede en tale om hvorfor vi var kommet og hvad Masanga Hospitalet kan tilbyde. Improvisering kom på prøve og heldigvis skal alt hvad man siger jo oversættes og på den måde kan man nå at tænke over hvad man skal sige næste gang. Vi udnyttede også chancen til at fortælle mændene om vigtigheden af at deres koner skulle føde på hospitalet og deres børn skal ses af sundhedspersonale hvis de bliver syge.

Vi har sidenhen været tilbage i landsbyen og haft ”health talk” til over 40 gravide kvinder den ene dag og 50 børn med deres mødre den anden dag. Det var en mega spændende oplevelse og rigtig spændende at høre om deres mening om f.eks. at føde på klinikken i stedet for ude hos ”heksedoktoren”. I bund og grund handler det hele om uvidenhed og pengeproblemer.

Vi havde nogle lange dage derude og alle 40 gravide kvinder og 50 børn blev undersøgt for problemer. Vi endte med at tage 4 børn med tilbage til Masanga Hospital, fordi de var underernærede. Jeg havde en mistanke om at vægten derude vejede forkert og da vi kom tilbage til Masanga blev jeg bekræftet i at den vejede 2kg for meget. Hvilket bl.a. betød at et af de børn vi tog med tilbage som var 1 år og vejede 6kg i landsbyen og dermed underernæret, faktisk kun vejede 4kg. Det er dybt frustrerende, fordi det jo betyder at der var mange flere børn derude som også var underernæret, men som vi vurderede ikke havde brug for behandling pga. deres (ukorrekte) vægt! Der er 2½ times kørsel derned, så vi kommer ikke bare lige sådan forbi igen! 

En anden oplevelse vi havde i landsbyen var, at lige efter vi havde haft ”health talk”, kom der et akut dårligt barn ind som var meget dehydreret. Sundhedspersonen derude kunne ikke behandle hende med et drop, så vi skulle have hende med til Masanga. Men der ventede også 50 børn på at blive screenet, så det blev en kæmpe kunst at skabe et hurtigt og effektivt overblik over de 50 børn og tage de med som vi synes var værst, samtidig med at vores supervision derude kom i sidste prioritet, så vi kunne tage tilbage til Masanga hurtigst muligt. Heldigvis overlevede barnet den lange vej til Masanga og har det okay igen!

Der er generelt ikke meget fritid hernede, men i dag har vi valgt at tage ind til en lidt større by, hvor der er et hotel med svømmepool og wireless internettet. Det tager over en time at rejse hertil og i dag er stedet fuld med engelske minearbejdere og alle deres lokale prostituerede. Det er desværre ikke en speciel afslappende og hyggelig atmosfære!

Men om 12 dage skal jeg for alvor slappe af igen, for jeg har planer om at rejse ”overland” til Mali igennem Guinea for at mødes med Peter i hovedstaden. Jeg har en plan om at det tager to dage at rejse de 1000km, så håber jeg kan nå det til tiden uden at rejse om natten. Vi skal rejse rundt i Mali, Burkina Faso og Ghana i 14 dage og jeg glæder mig helt vildt!!

Det var alt for nu! Det er rigtig dejligt at modtage jeres mail og i må gerne sende dem på facebook, fordi min hotmail er rigtig svær at åbne hernede. Beklager jeg ikke får svaret, men nettet er virkelig elendigt ude i junglen J

Kærlig hilsen

Sara

3 Update-del fra Masanga

24-09-2011

Så blev det tid til endnu en update fra junglen. Jeg nyder tiden i fulde drag hernede, det går rigtig stærkt og jeg har lært at leve med at gå i bad med en kold spand vand hentet fra brønden og en kande til at hælde over mig, ris og bønner til måltiderne, samt kryb og lyde overalt. Så sent som i dag, kom der en stor skorpion kravlende over gårdspladsen. Aberne springer i træerne udenfor vores veranda, oftest hopper de på taget af hoslet og vækker en om natten. Men så længe det alt sammen holder sig udenfor mit myggenet, så lære jeg at leve med det.

Fra 14 dage siden havde vi en weekendtur til Freetown, hvor vi god vesten mad og oplevede elektricitet og rindende vand igen. Vi var også en tur på stranden inde i Freetown, i håb om at kunne få noget sol og bade lidt. Men stranden var desværre en stor skuffelse, den var beskidt og misligholdt og da jeg fandt en sprøjte med nål i vandkanten, blev vi enig om at fortsætte til byen i stedet! Strandene længere syd for Freetown skulle være bedre, så det må være et mål en anden weekend.

I Freetown skulle jeg bl.a. hente min nye partner der ankom fra Danmark. Hun er medicinstuderende og meget engageret i projektet og det er fedt endelig at være to til at diskutere det hele, samt ikke at være alene når vi rejser ud til landsbyerne.

Vores første tur sammen ud til en landsby, var få dage efter hendes ankomst. Den ligger ca.1½ time fra Masanga af hullede grusveje og pga. regntiden til tider meget mudderet passager. Men hvilken velkomst vi blev mødt med i landsbyen! Der var fyldt med børn og mødre overalt og de startede med at præsentere os, synge sange for os før vi gik i gang med at screene alle børnene for underernæring. Jeg havde ringet to dage forinden for at aftale vores ankomst og siden da havde børn og mødre ventet på at vi kom og tilså deres børn. Nogle af dem kom flere kilometer derfra, så derfor gav det mening at vente.

Formålet med vores projekt er dog ikke at behandle og tilse børnene, men at hjælpe dem selv til at tilse børnene, så derfor brugte vi meget tid på at superversere de som tilså patienterne. Det endte dog med at vi tog seks underernæret børn med mødre tilbage til Masanga Hospitalet. Det endte faktisk ud med at være ret komisk, idet at vi havde vurderet at et barn skulle behandles på klinikken i landsbyen og så ville vi tilse barnet næste gang vi kom. Men da vi skulle af sted blev bilen fyldt op med mange andre tilsete børn der gerne ville med til næste landsby og da vi havde kørt 15 min fra landsbyen, fik jeg øje på barnet der skulle blive tilbage bagerst i bilen!! Moren mente helt bestemt hendes barn skulle indlægges og vi mente det modsatte, så efter stor tumult hvor chaufføren bl.a. mente de kunne gå hjem derfra, endte vi med at køre tilbage med mor og barn. Der kan ske mange misforståelser hernede.

Jeg skal ud i samme landsby sammen med Alfred fra øjenklinikken på mandag, for at screene for grå stær, da vi får besøg af en øjenlæge i tre dage i oktober. Så her kan jeg tage fem ud af de seks børn med tilbage. Dejligt når tingene giver mening ;-)

Der var dog et barn derude, som de havde bedt om at komme den dag vi var der. Mor og barnet dukkede aldrig op. Men i dag indlagde jeg så familien på underernæringsafdelingen, idet de derude havde mødt familien i landsbyen og bedt dem om at tage til Masanga for at blive indlagt. Pigen var 1 år og 2 måneder og vejede 4 kg, aldrig har jeg set så tyndt et barn!

Det er endelig lykkes os at mødes med den overordnede for dem vi underviser i landsbyerne, Distrikt Health Sister. Hun er en meget vigtig dame af udseende og væremåde. ”Lettere” overvægtig, pænt i tøjet og med en attitude om at vi bestemt ikke var noget specielt, har jeg to gange skulle forsøge at få hende i tale. Da hun har været ret svær at få kontakt med, valgte jeg i fredags at tage ind for mødes med hende uden en aftale – det passede bestemt ikke fruen. Hun påstod hun havde meget travlt, selvom hun blot stod og hang udenfor.

Jeg synes faktisk selv at jeg er okay til at forstå og arbejde med den kultur de har hernede. Men at skulle ”sweet talk” den overordnede få at få nogle oplysninger fra hende, så vores projekt bedre kan fungere, er virkelig svært og går meget imod mine egne præmisser om hvordan et ligeværdigt samarbejde burde være. Så hvis nogle har gode ideer til hvordan dette kan lykkes bedst muligt – vel at mærke uden at bestikke hende - tager jeg gerne imod råd!?!.  

Jeg har i den sidste uges tid, fokuseret mere på gravide, fødsler og komplikationerne heraf, da dette er en stor del af projektet. Vi har allerede været ude i en enkelt landsby og undervise i dette. Faciliteterne derude er virkelig sparsomme, så det gælder om at være kreativ for at kunne undervise og opgradere deres viden med de få redskaber de har.

Efterhånden som tiden går og jeg får mere erfaring og finder ud af hvordan det hele fungere, har jeg opdaget hvor svært det er ikke at hjælpe til hospitalet. Hele tiden står man i et dilemma mellem at rede liv eller slukke brand som jeg vælger at kalde det, hvor man sørger for at de patienter der er, overlever. Men ret hurtigt er hele dagen gået med det på hospitalet og det projekt jeg er kommet herned for at lave helt ubevidst nedprioriteret. Så kunsten er at lave bæredygtigt arbejde med projektet samtidig med at man reder liv.   

Det er lykkes mig at komme på nettet hernede, det går ekstremt langsomt men det fungere så jeg modtager gerne mails! Jeg er bl.a. meget spændt på hvordan vores nye regering kommer til at se ud.

Det var alt for nu, håber i kan holde varmen derhjemme. Her har vi mellem 22-30 grader, en blanding mellem styrtende regnvejr og høj solskin. Ah det er lige til at holde ud.

Kærlig hilsen

Sara

2. update fra Masanga

Den 9/9/2011

Pyha som tiden dog går. Nu har jeg allerede været her i 14 dage og det føles meget bedre at være her nu end den første uge. Jeg er kommet godt ind i tingene, ved nu hvordan proceduren er for behandling af malaria og underernæring, samt alle de andre standarder hospitalet bruger. Jeg gik med til stuegang på børnene i de første par dage og meget hurtigt endte det med at jeg selv gik stuegang på mange af børnene. Ikke fordi jeg er ekspert på området, men primært fordi de andre læger som er her ikke har mulighed for at se alle 70 patienter.

I de to uger jeg har været her, har der været den overordnede læge fra Holland som er den eneste hvide person der får løn for sit arbejde. Han har haft hjælp fra en læge fra DK som har været her i en måned og lige rejst, der er ikke planer om at en ny skal komme. Derudover er der en nyuddannet læge, Maja, som jeg rejste herned sammen med. Hun bliver i alt i to måneder og efter det håber jeg virkelig der kommer en ny læge.

Af lokale personale, er der 5 ”læger”, som egentlig kun har en uddannelse på 3-4 år, men har været igennem mange kurser og set mange dårlige patienter, så de har en del erfaring. Men med 70 patienter er ca. 7-8 kvalificeret personale ikke meget og derfor har jeg som sygeplejerske meget stor kompetence og mulighed for at kunne hjælpe til på sygehuset.

Der er desuden to jordmoderstuderende som har styr på hele barselsafdelingen, de rejser om to uger og ingen nye kommer for at overtage deres arbejde. Der er 3 medicinstuderende fra England, som har undervist de lokale social og sundhedshjælper, hvilket er dem der har ansvar for afdelingerne i vagterne, svarende til sygeplejerske i Danmark.

Endvidere er der tre der har ansvar for undervisning af personalet i almindelig viden. De opgraderer generelt landsbyen og personalets viden, udenom alt sundheden. Det betyder at vi i øjeblikket er 11 frivillige hernede, hvilket har stor social betydning når man færdes ”in the middle of the jungle”. Desværre rejser 5 indenfor de næste to uger, tilbage er vi 6 frivillige, idet at Vanaja, som jeg skal samarbejde med, ankommer til Sierra Leone på mandag.

Jeg præsterede ikke at håndtere musen på mit værelse og har flyttet til et nyt værelse uden mus. Det var en rigtig god beslutning, da musen på mit gamle værelse nu har fået museunger og vi stadig ikke kan fange musen!!

Desværre oplever vi på sygehuset hvordan Sierra Leone lever op til statistikken med gravide der dør i barselssengen og børn under fem år dør af almindelige sygdomme. De dør oftest fordi de kommer alt for sent til behandling. Der er ca. et dødsfald om dagen og det er ofte børn der kommer ind med malaria, som har givet hjerneskade eller lav blodprocent, så de ikke kan overleve.

I mandags ankom en gravid kvinde der i to døgn havde forsøgt at føde sit barn. Barnet var død ved ankomsten og derfor var vi nødt til at lave et kejsersnit på moren. Jeg assisterede til operationen og barnet havde været død i flere dage og derfor nærmest i forrådnelse. Moren havde en sprængt livmoder og døde fem dage senere fra hendes fire børn. Denne oplevelse har sat mit projekt, om information om at komme ind på sygehuset i tide for at føde eller få behandlet deres dårlige børn, i meget godt relief. Jeg synes virkelig det er svært at forstå at det skal være så uretfærdigt at mødre dør fra deres familie, fordi der er mangel på optimal sundhed i landet.

Det har været en ret stor udfordring selv at få startet projektet op igen efter Martin er taget hjem. Pga. mit ophold i Ghana var jeg forhindret i et møde med Distrikt Health Sister, som er min overordnede i det distrikt Masanga ligger i. Jeg har forsøgt rigtig mange gange at ringe til hende uden held, hvilket komplicere mit projekt en smule, idet jeg gerne vil have mit arbejde clearet med min overordnede.

Tilsvarende har det været problemer med at kontakte de forskellige landsbyer, mest fordi telefonforbindelsen i Masanga er mildest talt elendigt, man skal gå ud til et bestemt ”signaltræ” og så kan man være heldig at få signal, derfor er det også kompliceret at kommunikere med Peter og familie derhjemme.

Men i går kunne jeg endelig komme ud til den første landsby – Makonthandae – det var en rigtig god oplevelse. Vi startede med en kæmpe portion ris og ”lokale blade”, med en snært af gammel oksekød, pyha det var lidt svært at komme igennem og endte med at give min chauffør det meste af mit mad, selvom han selv var mere end mæt.

Der var en del børn som kom til tjek for deres vaccinationer. Så det var primært vaccinationer dagen gik med. Der var dog et dårligt Malariabarn som jeg tog med tilbage til hospitalet. ”The Chief” kom op til mig ved ankomsten med rigtig meget vand i benene, som han havde haft de sidste fem år, for at høre om jeg lige kunne klare det problem! Jeg fandt et forhøjet blodtryk og tænkte at det nok ikke var det nemmeste at behandle herude i junglen. Men han fik lidt medicin med hjem i håb om forbedring.

Alt i alt er jeg rigtig glad for at være her, det er en mega udfordring, f.eks. synes jeg det kan være svært at anbefale nye behandlings metode ude i landsbyerne, hvor de har haft de samme rutiner i lang tid. Men alle er rigtig søde og byder en velkomne og takker for ens hjælp, og samtidig ser man hvordan nogle af børnene får det bedre, hvilket er det hele værd.

Det var alt for nu.

Sara Thordal

1. update fra Masanga

Den 29-08-2011

Fire dage i Masanga og tre dage i Banjul i Gambia er jeg endelig ved at finde mig selv og opdage hvor stor en udfordringen jeg har foran mig.

Turen herned var en blandede oplevelse. Brussels Airlines som vi fløj med havde som planlagt en mellemlanding i Banjul i Gambia. Da vi med fuld fart i afgang på landingsbanen får en sten ind i motoren må piloten bremse hårdt op og vi kan desværre ikke flyve videre. Det resulterer i to overnatninger og to solrige dage i Banjul på et resort med en lækker pool. Hvis det ikke var fordi at fyren jeg skulle overtage projektet fra valgte at forlade Masanga torsdag morgen og at jeg gik glip af et hårdt presset program i Masanga i de dage, så var Banjul et smukt sted hvor man sagtens kunne have været mere afslappet.

Vi fløj endelig mod Freetown (hovedstaden i Sierra Leone) natten til torsdag og landede i lufthavnen kl.3. om natten. Fra lufthavnen er der ca. 30 min kørsel til færgen, hvor man sejler i 45 min og lander i centrum af Freetown, en ganske almindelig afrikansk hovedstad hvor man fraråder at færdes ude efter mørkets frembrud og ja det er virkelig helt sort når det er mørkt. Derfor valgte Maja (som skulle arbejde som nyuddannet læge og været i Sierra Leone to gange før) som jeg rejste med og jeg at tage imod en af de lokales tilbud om at blive hentet ved færgen og bo i hans hus. Den lokale boede i USA men havde stadig et hus i Freetown hvor meget af sin familie bor stadig bor. Det viste sig hurtigt at vi var flere der skulle bo i huset, men alligevel fik vi husets fineste værelse med eget badeværelse.

Med få timers søvn, ris og fisk til morgenmad bevægede vi os ud i Freetown. Jeg skulle mødes med Martin som jeg har overtaget projektet fra. På meget kort tid i en lobby på et meget simpelt hotel, men med rindende kold vand, fik jeg at vide hvordan mine næste fem måneder skulle koordineres og foregå, pyha det er lidt en stor mundfuld.

Om aften kom der endnu tre volontør med flyveren fra Danmark og pludselig var vi fem der kunne bevæge os mod Masanga. Fem dage efter afrejse fra Danmark ankom jeg endelig til Masanga fredag eftermiddag, efter fem timer på landevejen igennem et meget tropisk og smukt område med palmer og få grønne rismarker. Så frodigt og oplagt for landbrug og alligevel så udyrket. Det ligner det rene spisekammer og alligevel mangler de så meget mad.

Ankomsten til Masanga var noget af et chok. Jeg havde gjort mig alle mulige tanker om hvordan hoslet som alle de frivillige bor på ville være. Men mit værelse var et beskidt værelse med alt for mange edderkopper, badeværelset skulle jeg dele med Maja. Det lugtede som en svinesti, flere mus boede derude og gulvet var virkelig klamt. Den første nat vågnede jeg med en mus i mit hår og jeg var mere end tæt på at bevæge mig hjemad efter denne episode.

Men Maja og jeg har i flere dage gjort rent, sat musefælder op, lavet vores egen velfungerende vandhane, idet der intet rindende vand er. Vi har taget en plastikflaske, lavet hul i låget, skåret den over på midten og sat en snor igennem kanten af det afskåret flaske. På den måde kan man hælde vand i plastikflasken og få vandet til at løbe når man skal vaske hænder. Vandet henter vi ved brønden 50 meter herfra og hvis man dog bare kunne bære det på hovedet som afrikanerne, ville det nok ikke være så hårdt.

Min første rigtige arbejdsdag har været i dag.

Jeg brugte formiddagen på at mødes med Alfred som er den ansvarlige og eneste arbejdende på øjenklinikken. Jeg har det administrative overblik og det økonomiske overblik og Alfred ved noget om øjnene. Faktisk går en del af mit arbejde ud på at tage med Alfred ud i landsbyerne for at screene for gråstær og koordinere operationsdagene, hvor vi får besøg af en øjnekirurg fra Skotland.      

Herefter gik jeg videre til ”stabiliserings centeret” som er her de underernæret børn bliver indlagt. Der var 5-6 børn indlagt, som passede lige præcis ind i de fine kriterier som jeg lærte på tropemedicinsk kursus i august måned. Nogle havde store maver med meget tynde arme og ben og andre havde vand i hele kroppen inklusiv deres hoved, hvilket er fordi barnet for alt for lidt proteiner. Jeg tror helt bestemt jeg kan lære mere af at komme på denne afdelingen inden jeg begiver mig ud i landsbyerne for at opgradere deres viden på denne front.

I eftermiddags tog jeg med Maja op på den almindelige børneafdeling, som var fyldt med ca. 25 børn der var rimelig dårlige. Næsten alle børnene havde malaria, idet vi er i højsæsonen af regntiden, men Malaria har mange symptomer, så derfor kan det være svært at vide om deres symptomer skyldes Malaria eller en anden tropisk sygdom.

Begge børneafdelingen havde ingen rindende vand, lugtede af urin og afføring og generelt var hygiejnen virkelig på et lavt niveau. Sengene står rigtig tætte, børnene sover sammen med deres forældre og evt. andre søskende i samme seng. Så det kan være svært at opretholde nogen form for hygiejne eller nedsætte smitterisikoen.

Morgendagen står på fest og farver og dermed helligedag pga. endelsen på Ramadan. De er en blanding af muslimer og kristne, kan sagtens giftes internt og man ser hellere bare bryster på de forskellige afdelinger end bare baller hos kvinderne, så de mere religiøse muslimer skal man lede længe efter, men ingen afrikaner går glip af en fridag eller en fest så derfor skal Ramadan fejres.

På mandag

På mandag rejser jeg Afrika...