3 Update-del fra Masanga

24-09-2011

Så blev det tid til endnu en update fra junglen. Jeg nyder tiden i fulde drag hernede, det går rigtig stærkt og jeg har lært at leve med at gå i bad med en kold spand vand hentet fra brønden og en kande til at hælde over mig, ris og bønner til måltiderne, samt kryb og lyde overalt. Så sent som i dag, kom der en stor skorpion kravlende over gårdspladsen. Aberne springer i træerne udenfor vores veranda, oftest hopper de på taget af hoslet og vækker en om natten. Men så længe det alt sammen holder sig udenfor mit myggenet, så lære jeg at leve med det.

Fra 14 dage siden havde vi en weekendtur til Freetown, hvor vi god vesten mad og oplevede elektricitet og rindende vand igen. Vi var også en tur på stranden inde i Freetown, i håb om at kunne få noget sol og bade lidt. Men stranden var desværre en stor skuffelse, den var beskidt og misligholdt og da jeg fandt en sprøjte med nål i vandkanten, blev vi enig om at fortsætte til byen i stedet! Strandene længere syd for Freetown skulle være bedre, så det må være et mål en anden weekend.

I Freetown skulle jeg bl.a. hente min nye partner der ankom fra Danmark. Hun er medicinstuderende og meget engageret i projektet og det er fedt endelig at være to til at diskutere det hele, samt ikke at være alene når vi rejser ud til landsbyerne.

Vores første tur sammen ud til en landsby, var få dage efter hendes ankomst. Den ligger ca.1½ time fra Masanga af hullede grusveje og pga. regntiden til tider meget mudderet passager. Men hvilken velkomst vi blev mødt med i landsbyen! Der var fyldt med børn og mødre overalt og de startede med at præsentere os, synge sange for os før vi gik i gang med at screene alle børnene for underernæring. Jeg havde ringet to dage forinden for at aftale vores ankomst og siden da havde børn og mødre ventet på at vi kom og tilså deres børn. Nogle af dem kom flere kilometer derfra, så derfor gav det mening at vente.

Formålet med vores projekt er dog ikke at behandle og tilse børnene, men at hjælpe dem selv til at tilse børnene, så derfor brugte vi meget tid på at superversere de som tilså patienterne. Det endte dog med at vi tog seks underernæret børn med mødre tilbage til Masanga Hospitalet. Det endte faktisk ud med at være ret komisk, idet at vi havde vurderet at et barn skulle behandles på klinikken i landsbyen og så ville vi tilse barnet næste gang vi kom. Men da vi skulle af sted blev bilen fyldt op med mange andre tilsete børn der gerne ville med til næste landsby og da vi havde kørt 15 min fra landsbyen, fik jeg øje på barnet der skulle blive tilbage bagerst i bilen!! Moren mente helt bestemt hendes barn skulle indlægges og vi mente det modsatte, så efter stor tumult hvor chaufføren bl.a. mente de kunne gå hjem derfra, endte vi med at køre tilbage med mor og barn. Der kan ske mange misforståelser hernede.

Jeg skal ud i samme landsby sammen med Alfred fra øjenklinikken på mandag, for at screene for grå stær, da vi får besøg af en øjenlæge i tre dage i oktober. Så her kan jeg tage fem ud af de seks børn med tilbage. Dejligt når tingene giver mening ;-)

Der var dog et barn derude, som de havde bedt om at komme den dag vi var der. Mor og barnet dukkede aldrig op. Men i dag indlagde jeg så familien på underernæringsafdelingen, idet de derude havde mødt familien i landsbyen og bedt dem om at tage til Masanga for at blive indlagt. Pigen var 1 år og 2 måneder og vejede 4 kg, aldrig har jeg set så tyndt et barn!

Det er endelig lykkes os at mødes med den overordnede for dem vi underviser i landsbyerne, Distrikt Health Sister. Hun er en meget vigtig dame af udseende og væremåde. ”Lettere” overvægtig, pænt i tøjet og med en attitude om at vi bestemt ikke var noget specielt, har jeg to gange skulle forsøge at få hende i tale. Da hun har været ret svær at få kontakt med, valgte jeg i fredags at tage ind for mødes med hende uden en aftale – det passede bestemt ikke fruen. Hun påstod hun havde meget travlt, selvom hun blot stod og hang udenfor.

Jeg synes faktisk selv at jeg er okay til at forstå og arbejde med den kultur de har hernede. Men at skulle ”sweet talk” den overordnede få at få nogle oplysninger fra hende, så vores projekt bedre kan fungere, er virkelig svært og går meget imod mine egne præmisser om hvordan et ligeværdigt samarbejde burde være. Så hvis nogle har gode ideer til hvordan dette kan lykkes bedst muligt – vel at mærke uden at bestikke hende - tager jeg gerne imod råd!?!.  

Jeg har i den sidste uges tid, fokuseret mere på gravide, fødsler og komplikationerne heraf, da dette er en stor del af projektet. Vi har allerede været ude i en enkelt landsby og undervise i dette. Faciliteterne derude er virkelig sparsomme, så det gælder om at være kreativ for at kunne undervise og opgradere deres viden med de få redskaber de har.

Efterhånden som tiden går og jeg får mere erfaring og finder ud af hvordan det hele fungere, har jeg opdaget hvor svært det er ikke at hjælpe til hospitalet. Hele tiden står man i et dilemma mellem at rede liv eller slukke brand som jeg vælger at kalde det, hvor man sørger for at de patienter der er, overlever. Men ret hurtigt er hele dagen gået med det på hospitalet og det projekt jeg er kommet herned for at lave helt ubevidst nedprioriteret. Så kunsten er at lave bæredygtigt arbejde med projektet samtidig med at man reder liv.   

Det er lykkes mig at komme på nettet hernede, det går ekstremt langsomt men det fungere så jeg modtager gerne mails! Jeg er bl.a. meget spændt på hvordan vores nye regering kommer til at se ud.

Det var alt for nu, håber i kan holde varmen derhjemme. Her har vi mellem 22-30 grader, en blanding mellem styrtende regnvejr og høj solskin. Ah det er lige til at holde ud.

Kærlig hilsen

Sara